Blog indlæg

Kun glade smileys

Mon, 24 Oct 2011 10:50:25 +0000

Der ligger en lang stribe glade smileys og smiler på mit gulv på hotellet. Jeg sidder og kigger på evalueringsskemaerne fra NAKUUSA Youth Forum, som børnene udfyldte i går morges, da det hele var slut, og jeg bliver varm om hjertet af det, jeg ser. Ingen lunkne smileys. Ingen tvære munde. Ingen sure ansigter. Kun store smil hele vejen rundt. Som en af pigerne har skrevet: ”NAKUUSA Youth Forum er gemt i mit hjerte for altid”. Og en dreng på 14 bemærker, at det eneste, der kunne kritiseres, var, at ”topmødet var for kort”.Når jeg ser tilbage på den forgangne uge, myldrer der episoder frem, som har gjort indtryk på mig. Alt lige fra den konstante strøm af unger, der grinende væltede ud og ind ad elevatoren på SPS (Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat hvor topmødet blev afholdt), fordi der ikke er elevatorer andre steder i Grønland, over energien i de forskellige workshops, hvor der blev arbejdet virkelig seriøst med emnerne og til farvelscenen på hotellet i går morges, hvor samtlige deltagere græd, mens der blev taget afsked. De unge har knyttet mange nye venskaber, som lever videre på Facebook, men Youth Forum har været meget mere end en social begivenhed. Det har også været hårdt arbejde, eller som en af deltagerne skriver på NAKUUSAs Facebookside: ”Vi har haft travlt på den fede måde”.

Noget af det, der virkelig rørte mig dybt, var overrækkelsen af Youth Forums slutdokument til Grønlands Socialminister Mimi Karlsen i fredags. Det var et stort øjeblik, fordi de unge var oprigtigt stolte af deres resultat. De havde forberedt smukke taler til Mimi, og salen bragede løs med trampelyde og klapsalver, da rammen med dokumentet skiftede hænder. De unges budskaber er ikke til at tage fejl: Selvstyret skal blandt andet sikre støtte til bedre uddannelser og bedre fritidstilbud, og forældrene skal sætte fastere rammer i dagligdagen. Mimi lovede at ville bruge dokumentet og dets indhold aktivt i fremtiden.Nu er Youth Forum slut, men arbejdet fortsætter. Der er et Børnepanel, der skal støttes, en Facebook side, der skal monitoreres, 38 unge mennesker, der skal holdes ”varme” og en masse evalueringer, der skal gennemføres. Så der er ikke tid til at slappe af foreløbigt.Tak til alle, der har hjulpet NAKUUSA. Ingen nævnt – ingen glemt!! Vi kunne ikke have gjort det uden jer.

Jesper Klein var engageret UNICEF ambassadør i 25 år

Mon, 22 Aug 2011 22:00:00 +0000

Gennem mange år ydede Jesper Klein en flot indsats for UNICEF og verdens børn. Så sent som i maj i år indspillede han et videospot i forbindelse med vores GI' OS 5 kampagne.

I de mange pæne og fortjente ord, som er blevet sagt og skrevet om Jesper Klein i forbindelse med hans død, har der med rette været fokus på hans Sygdom svækkede ham i de senere år – men ikke hans indsats for UNICEFenorme og succesrige indsats inden for dansk teater, film og tv. Men Jesper ydede også en anden flot indsats i mere end 25 år; nemlig for verdens børn gennem UNICEF. Som loyal og engageret UNICEF-ambassadør har Jesper deltaget i og ofte stået i spidsen for en lang række af arrangementer, koncerter, revyer og tv/radio optrædener til fordel for UNICEF. Sygdom svækkede ham i de senere år – men ikke hans indsats for UNICEF. Så sent som i maj i år mødte Jesper op til vores årsmøde, og han medvirkede i et videospot for vores nye kampagne ”GI’ OS 5”.

I 1996 havde jeg den glæde at rejse i Ghana med Jesper og hans livs kærlighed, Lykke Nielsen. Sammen med DR producerede vi en film om rent vand til børn i fjerntliggende landsbyer. Filmen blev vist på tv, og talrige er de gange, den er blevet udlånt til skoler og andre undervisningsinstitutioner. På rejsen oplevede jeg på nærmeste hånd Jespers engagement og enorme arbejdsindsats i trykkende varme – og hans lune og ironi.

Med Jesper Kleins død har UNICEF mistet ikke bare en mangeårig ambassadør for verdens børn, men også en støtte og en god og trofast ven.

NAKUUSA - Lad os være stærke

Wed, 01 Jun 2011 21:00:00 +0000

I dag er det i mere end een forstand Børnenes Dag i Grønland. Det er en tradition heroppe at festligholde denne dag, som altid er den 1. juni. Derfor valgte vi også den, da vi skulle finde en dato for lancering af Selvstyrets og UNICEF nye, store samarbejdsprojekt for grønlandske børn. Ved et stort arrangement i det flotte kulturhus i Nuuk løftede vi sløret for samarbejdsprojektets navn, nye logo mm: NAKUUSA hedder det på grønlandsk. På dansk: "Lad os være stærke". Den grønlandske minister for socialområdet, Mimi Karlsen, fortalte om formålet - at skabe bedre liv for de børn i Grønland, som har brug for det. NAKUUSA hedder det på grønlandskUNICEF Danmarks formand, Alfred Josefsen, præsenterede projektet og de planlagte aktiviteter. Den norske juraprofessor, Lucy Schmit, talte engageret om børns rettigheder i befolkninger, der bor så isoleret og spredt som i Grønland (hun har også alle forudsætninger for det, for hun har i mange år været en af 18 internationale eksperter i FNs Børnekomite i Geneve). Vi viste den nye tegnefilm om NAKUUSA, som allerede er blevet populær heroppe. Og sidst men ikke mindst var der fest, kage og musik for de mange fremmødte børn og deres familie. Det var bare rigtigt godt at være med til! Jeg tror virkelig på, at dette samarbejde kan gøre en positiv forskel for masser af børn i dette enorme land. Der er en positiv energi og en vilje til, at det skal lykkes. Der er heldigvis mange, som på den ene eller anden måde gerne vil samarbejde og være en del af denne nye indsats for børn. Og vi fik en rigtig god start. I næste uge begynder hverdagen igen (i morgen går turen hjemad, så Kr. Himmelfartdag går meget op i transport). På søndag er der så den store dag på Vedbæk Skole,"Kids for Kids", hvor vi håber at samle mange penge ind til at hjælpe børn i en helt anden del af verden, nemlig Madagaskar. Og på mandag tager mine gode kolleger fat på næste skridt i arbejdet for børn i Grønland: intet mindre end det første børnetopmøde nogensinde i Grønland til afholdelse i oktober i Illulisat. Nu skal vi have planlagt det og fundet de børn, som skal fortælle os, hvad et godt børneliv er her tæt på Nordpolen. Så kan vi drage det ind i de kommende års arbejde i NAKUUSA. Ps: hvis du vil vide mere om NAKUUSA, så besøg projektets helt nye hjemmeside på www.nakuusa.gl

På vej mod et bedre børneliv i Grønland

Mon, 30 May 2011 23:00:00 +0000

Så er jeg på vej! Trods det flotte sommervejr hjemme har jeg fundet vinterfrakken og de varme bukser frem igen. Sidder i flyet midtvejs mellem København og Grønland. Masser af tid til planlægning og til bare at tænke for sig selv. For to år siden havde UNICEF ingen aktiviteter for at skabe bedre liv for de børn i Grønland, som har brug for det. I morgen præsenterer vi en helt ny landsdækkende indsatsI morgen præsenterer vi sammen med vores gode samarbejdspartner, det grønlandske Selvstyre, en helt ny landsdækkende indsats for at skabe mere viden om, og ændre holdningen til, hvad et godt børneliv er. Vi præsenterer også UNICEFs nye lokale gruppe af frivillige i hovedstaden Nuuk. Og i de kommende uger og måneder vil projektet under sit nye navn (som vi først løfter sløret for i morgen!) forhåbentlig blive meget synligt og være med til at skabe den debat og de ændringer, som er afgørende for at skabe bedre rammer for den tredjedel af Grønlands børn, som på en eller anden måde har brug for det. Det vil også danne rammen for en buket af forskellige aktiviteter for og med børn og deres familier. Det er fantastisk at tænke på, hvor meget der er sket på under to år. Selvfølgelig kun fordi Grønland selv vil, fordi så mange har arbejdet så hårdt, og fordi der er økonomi til det. UNICEFs bestyrelse i Danmark har besluttet at sætte to millioner kroner af om året til at hjælpe børn i Grønland i en fem-årig periode. Selvstyret kommer med ca. en million om året, og et par fonde har allerede doneret betydelige beløb til formålet, blandt andet Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond. Når jeg lander, skal jeg sammen med to kolleger, som trods askesky kom til Grønland allerede i sidste uge, mødes med en række grønlandske virksomheder. Vi skal drøfte, hvordan de kan hjælpe med at gøre samarbejdsprojektet til den succes, det fortjener at blive. Det fortjener de grønlandske børn. Jeg glæder mig til de næste par dage i Grønland.

Har Danmark brug for en børnetalsmand?

Tue, 19 Apr 2011 07:14:22 +0000

For nylig havde jeg en snak med fire piger i 15 års alderen, som havde hver sin stærke historie at fortælle. Én var vokset op i ekstrem fattigdom med sin mor, en anden havde en dybt alkoholiseret far, en tredje var tvangsfjernet to gange og en fjerde havde været indlagt på psykiatrisk afdeling som teenager. 4 forskellige gribende situationer med slående fællestræk.Det første jeg bemærkede var, med hvilken lethed og åbenhed pigerne var i stand til at beskrive deres situation. De var ekstremt modne, og det var tydeligt, at de havde reflekteret over deres betingelser i mange år. De var næsten for voksne, og det virkede som om, de havde sprunget de leveår over, hvor de skulle have leget med deres kammerater i stedet for at bekymre sig om livet.Et andet fællestræk var, at alle pigerne havde været alene med deres problemer og havde manglet et sted at henvende sig for at få vejledning. Værst var det for hende, som var blevet tvangsfjernet. Hun var uenig i afgørelsen og ville klage til ”nogen”, men vidste ikke hvem. Og den situation er der mange, der kender til.

Vi taler meget om, hvor kompetente børn er. Vi ønsker alt det bedste for vores unger og accepterer, at de tidligt gør ”voksne” ting. De får mobiltelefoner inden skolestart. De bruger make-up med skadelige kemikalier inden puberteten, og grænsen for hvornår de må medbringe alkohol til festerne rykkes hastigt nedad. De bliver små voksne. Men når det kommer til at inddrage dem i beslutninger, som har store konsekvenser for deres liv, så er de pludselig barnlige og inkompetente.I sidste uge var lovforslaget om et børneombud til 1. behandling i Folketinget. 16 børneorganisationer, heriblandt UNICEF Danmark, støtter ideen om en børnetalsmand, som møder modstand blandt nogle partier. Hvad der slår mig er, at vi ikke spørger børnene. Den mest interessante målgruppe bliver ikke hørt. Og det til trods for, at børn returnerer begavede spørgsmål med ekstremt begavede svar. Vores svenske og norske naboer har for længst etableret et børneombud, så hvad er det, der holder Danmark tilbage? Før vi afslår at kopiere en af de nordiske modeller, bør vi som et minimum spørge børnene, hvad de anser for at være en god og børnevenlig ordning. Er det mon en Ankestyrelse, Folketingets Ombudsmand eller et netværk af børnekyndige, der kender målgruppen og ved, hvad de taler om?Lad os spørge børnene, og vi skal få svar.

Har du talt med dit barn om katastrofen?

Mon, 04 Apr 2011 07:06:29 +0000

I min barndom boede jeg tæt på en kaserne, og jeg husker tydeligt, hvor skræmt jeg blev, når soldaterne tog på øvelse, og kampvogne på larvefødder kørte gennem byens gader. Jeg troede, at der var krig, og jeg blev påvirket af negative tanker og frygt. Men i stedet for at tale med de voksne om det, fik fantasien næring til mange skrækscenarier.

I dag får børns fantasier endnu mere stof at arbejde med, end de gjorde, da der kun var én TV kanal, der viste nyheder, når børnene var lagt i seng. Ingen kan undslå sig nu, hvor der er opdateringer døgnet rundt på alle kanaler. Vi bliver bombarderet med uhyggelige billeder, og de billeder, når også frem til vores børn.Vi ved, at de voldsomme nyheder påvirker børn. Vi ved, at de kan være skræmmende og angstfremkaldende, og angst er en alvorlig tilstand, som kan gøre det svært for børn at fungere. De bliver urolige og ukoncentrerede, de får søvnproblemer, og de tror ofte, at de ting, de ser på TV, også kan ske for dem i virkeligheden. Derfor er det nødvendigt at tale med sine børn om katastrofer.Børn har på den ene side ret til at få informationer, men de har også ret til beskyttelse og omsorg, og deres alder er meget afgørende for, hvor stor en grad af information, de har gavn af. Børn i førskole alderen har ingen glæde af nyhederne, og lidt større børn, bør kun se dem sammen med en voksen, som kan fortolke billederne for dem. Og vigtigst af alt: Man skal tale med sine børn om det, der sker.Der er nogle retningslinjer for, hvordan man kan berolige børnene. Man skal først og fremmest ikke lyve, men derimod fortælle sandheden uden at gå i unødvendige detaljer. Besvar børnenes spørgsmål, så deres fantasier ikke får frit løb. Dernæst skal man forklare, at jordskælv og tsunamier og lignende katastrofer ikke sker i Danmark, og sidst men ikke mindst, skal man understrege, at ofrene for katastroferne får hjælp. Fortæl, at der er mange voksne, der sørger for, at børnene får mad og vand, at deres skoler bliver genopbygget, og at de hurtigst muligt får et liv tilbage, der er så normalt som muligt. Og husk, at så længe katastroferne kører, er der brug for, at vi som forældre står til rådighed.

Sebastian Dorset: Barndommen er kun for voksne

Wed, 09 Feb 2011 23:00:00 +0000

Noget af det mest irriterende ved livet som koncept er at man skal træffe stort set alle de vigtigste beslutninger, mens man er ung. Og det er man jo slet, slet ikke kvalificeret til. Det er man jo slet, slet ikke kvalificeret tilSå kan man sidde resten af livet og bande over, at man traf nogle beslutninger, der definerede resten af ens liv, mens man var den stolte indehaver af en hjerne, der var nogenlunde lige så velfungerende, som en overmoden avocado, der var blevet ramt af en Hjemis-bil. Så kan man bruge resten af sit liv til at ønske, at man kunne gøre det om. Ikke at man rent fysisk ville orke at gøre det igen, for det at være barn er vanvittigt overvurderet: Man kan ikke særligt meget, og det man kan, får man ikke lov til at gøre.

Og det bliver værre og værre: Da jeg var ung, dengang under (Falklands) krigen, var det trods alt muligt at sjoske omkring og dumme sig lidt, inden man fandt ud af, hvad man ville. I dag kan man ikke starte i 1. klasse uden en karriereplan. Hvis jeg som snotdum 12-årig udbrød ”jeg vil være dyrlæge” var der bred enighed om, at dét vel nok var en fin idé. I dag ville jeg straks få at vide, at jeg nok måtte yde en langt større indsats i de relevante fag, og nok skulle skynde mig at få noget lektiehjælp i fysik, hvis den plan skulle lykkes. Selvfølgelig strammer jeg sandheden en smule nu, men mulighederne for at vælge ”forkert” er blevet flere og flere med hver eneste skolereform, fordi mange politikere ikke kan se andet formål med barndommen end at mase ungerne gennem den så hurtigt som muligt, så de kan få sig et job.

Når vi hører historier om børn i den 3. verden, der er tvunget til at arbejde på lige fod med deres forældre, opfatter vi det som tragisk. Vi tvinger dem til at tyvstarte på voksenlivetMen selvom danske børn har det uendeligt meget bedre, rent materielt, så er det nøjagtigt det samme, vi gør ved dem: Vi tvinger dem til at tyvstarte på voksenlivet. Folkeskolen er fyldt med valgfag og karaktergivning, og i gymnasiet er det er ikke længere nok med de rigtige karakterer, de skal også hentes i de rigtige fag. Og hvis kravene om modenhed og planlægning får teenagerne til at flippe ud, så slapper vi ikke af og giver dem et break. Nej, vi sænker den kriminelle lavalder, så de kan ”stå til ansvar for deres handlinger”. Burde det ikke være os, der var de voksne? Jeg er i hvert fald helst fri for at være barn.

Tomas Jensen: Investering i børns første år er langsigtet udvikling i en nøddeskal

Sun, 19 Dec 2010 22:00:00 +0000

20 millioner. Sådan cirka. Nye unge mennesker i Bangladesh siden jeg ankom hertil for første gang i 2001. Det føles dog lidt bedre organiseret end da jeg forlod byen i 2005Jeg er tilbage i hovedstaden Dhaka efter 5 år. Byen der huser mellem 10 og 20 millioner mennesker er stadig et overflødighedshorn af trafikkaos, larm og liv. Det føles dog lidt bedre organiseret end da jeg forlod byen i 2005. Lufthavnen har fået en velfortjent ansigtsløftning og mange steder er der fuld gang i byggeriet og udviddelse af vejnettet . Alle steder myldrer det med børn der bevæger sig rundt i virvaret af biler, motorcykler og rickshaws. De fleste af dem tigger stadig.

Jeg tager ned på UNICEF’s kontor midt i byen. Det tager længere tid end jeg er vant til og jeg genkalder et regnestykke jeg ofte gennemløb da jeg boede her. 45 minutter hver vej, 5 dage om ugen, over 48 mdr, minus nok sammenlagt 4 måneders ferie, divideret med 60 minutter og dernæst 24 timer. 55 døgn sammenlagt - tilbragt på Dhaka’s hullede veje da jeg arbejdede med UNICEF i Bangladesh - blot for at komme til og fra arbejde! 10 kilometer hver vej. 13 kilometer i timen i snit, sådan cirka.

På UNICEF’s kontor nyder jeg et herligt gensyn med mange af mine gamle kolleger. Det er som at være hjemme igen. Kan ikke rigtig forene mig med at jeg har været væk i 5 år.

Jeg arbejdede mellem 2001 og 2005 i et relativt lille UNICEF team med at synliggøre nødvendigheden af at investere i børns tidlige kognitive udvikling. praksis betyder det oprettelsen af tusindvis af offentlige børnehaver og børnehaveklasserDet gjorde vi ved at etablere og demonstrere børnehaver i nogle få distrikter og samtidig støtte og opbygge et netværk af internationale organisationer og nationale institutioner til at videreudvikle uddannelsesområdet til også at omfatte børns tidlige udvikling og læring. Til min store tilfredshed fortæller mine kolleger at netværket lever i bedste velgående og at regeringen nu har inkluderet børnehaveklasser som del af det offentlige uddannelse system. I praksis betyder det oprettelsen af tusindevis af offentlige børnehaver og børnehaveklasser. Til gavn for millioner af bør og deres familier og lokalsamfund.

Det er godt nyt for Bangladesh, landets børn og fremtid. Jo tidligere børns kognitive udvikling stimuleres jo bedre udvikler de deres indlæringsevner. Fundamentet for deres fremtid styrkes og således også det udviklingsmæssige potentiale for et fattigt land som Bangladesh.

Investering i børns udvikling fra de undfanges og specielt de første formative år er langsigtet udvikling i en nøddeskal. Det er netop eksempelvis et resultat af en sådan samfundsinvestering der har gjort mig i stand til at nå frem til at man i en fattig millionby som Dhaka kører cirka 13 kilometer i timen i snit, samt at formidle dette til dig. Om det så er vigtigt for dig at vide - det må du selv regne ud!

God jul!

Klimaambassadørerne: Red fremtiden – lyt til børnene

Sun, 31 Oct 2010 22:00:00 +0000

Af Lea Backes, Sofie Vestergaard Kallan, Ulla Klint Heede, Daniel Branislav Christensen & Martin Dover. Klimaambassadører på vegne af den danske ungdom.

Børnekonventionen er alle børns grundlov. I den står det sort på hvidt, at alle børn har ret til …• … at få opfyldt grundlæggende rettigheder – altså at have adgang til mad og drikke, den bedst mulige grad af sundhed og et sted at bo.• … at udvikles som mennesker – blandt andet gennem skolegang, fritid og information.• … at blive beskyttet – for eksempel imod krig, udnyttelse og andre sikkerhedstrusler.• … at have medbestemmelse – givetvis igennem deltagelse i og indflydelse på de beslutninger der kommer til at påvirke børn.Men når vi kigger på, hvad fremtiden bringer, så lysner det ikke ligefrem i horisonten.Alverdens førende klimaforskere peger på, at den globale opvarmning fremover vil få en endnu større effekt på vores jordklode. Altså kommer drivhuseffekten til at påvirke alle os børnAltså kommer drivhuseffekten til at påvirke alle os børn – og i særdeleshed dem der i forvejen er svagest stillede; nemlig børn i udviklingslande. Folk vil mangle rent drikkevand, de landbrugsegnede arealer vil svinde ind, ressourcekrige vil blive hverdagsfænomener og naturkatastrofer som følge af voldsommere orkaner, skybrud og tørke vil forekomme hyppigere.Hvis ikke vi gør noget nu for at forebygge disse ændringer – tilpasse de truede lande til klimaforandringerne, anvende og udveksle bæredygtige energiformer og få stablet internationale, juridisk bindende traktater på benene, ja, så taber vi simpelthen kampen. Det virker nærmest som om, at verdens regeringsledere og klimaforhandlere ser gennem fingre med, at de har underskrevet og erkendt gyldigheden af Børnekonventionen, når de ikke tænker længere end til morgendagens økonomiske vækst. Fremtidsudsigterne peger nemlig på, at de allermest bidende nødvendige punkter i konventionen vil blive overtrådt. De overser simpelthen, at konsekvenserne af den globale opvarmning vil medføre, at størstedelen af verdens regeringer ikke vil kunne leve op til kravene i Børnekonventionen. Hvis nu de valgte at fokusere på det langsigtede perspektiv, bekæmpelsen af klimakatastrofen og have Børnekonventionens bestemmelser i baghovedet, så ville de kunne sørge for, at fremtiden ville se meget lysere ud for alverdens børn og de kommende generationer. Man ville simpelthen kunne sørge for, at verdens børn vil kunne få et bedre liv med tryggere vilkår, idet Børnekonventionens hovedpunkter vil blive overholdt.Og sidste år viste 164 børn fra 44 forskellige lande vejen. Ved Children’s Climate Forum i København skrev vi en deklaration, indeholdende konkrete, realistiske forslag. Heriblandt var:• At industrialiserede lande skal yde et større bidrag til udviklingslande, både finansielt og teknologisk, så de kan tilpasse sig klimaforandringerne.• At der skal indføres et internationalt CO2-byttesystem, hvor alle handler bliver beskattet - og hvor disse penge så skal gå til klimatilpasning og nedbringning af CO2-udslippet.• At der forskes i grønne teknologier, og at der skal forekomme større udveksling og deling af disse teknologier, så både i-lande og u-lande får gavn af dem.I vores øjne har verdens ledere nu to valg:1. De kan vælge at gøre, som de hele tiden har gjort, hvor man har undervurderet den globale opvarmning og dens konsekvenser. Dette medfører, at Børnekonventionen og børns rettigheder i fremtiden vil blive underkuet.2. Eller man kan tænke nyt. Man kan se forhindringerne i øjnene og lytte til de forslag, som vi børn blandt andet er kommet med. På den måde kan man både formildne de konsekvenser, som den globale opvarmning resulterer i og give børn indflydelse og medbestemmelse på de områder, hvor de bliver påvirket.Samtidig bør vi også kigge indad. Verdens problemer løser ikke sig selv. Vi kommer ikke længere, hvis vi udelukkende skubber ansvaret over på den tunge industri og verdens ledere. Alle er nødt til at bidrage, regeringsledere såvel som almindelige mennesker. Vi må ændre vores levevis og udvikle en bæredygtig livsstil, der tager ansvar for verdens fremtid. For at løse de problemer, vi alle sammen ser i øjnene i dag, må vi stå sammen, børn og voksne. Børnekonventionen har nu i 21 år været med til at sikre børns rettigheder. Gid de næste 21 år må medføre mere indflydelse til børn og et bedre liv for dem, der i dag lider.

Anne Mette Friis: Børns rettigheder - sku' de nu være nødvendige?

Sat, 30 Oct 2010 22:00:00 +0000

Af Anne Mette Friis, Chef for børn- og ungearbejdet i UNICEF Danmark

Den 20. november er det 21 år siden, at børn fik papir på, at de har nogle særlige rettigheder, som kun gælder for dem. Det skete da FNs Generalforsamling i 1989 vedtog Børnekonventionen, som stort set alle lande i hele verden har underskrevet og godkendt.

Når nu konventionen har levet i snart 21 år, skulle man måske tro, at alle børn kender til den. Det er jo trods alt deres rettigheder, den handler om. Kun 9 % af børnene siger, at de ved meget om BørnekonventionenMan undersøgelser viser, at det ikke er tilfældet. I Danmark er det omkring 40 % af børnene, der ved meget eller noget om børnerettigheder, mens det i Finland er 69 %, der ved, at de har deres egne rettigheder. Særligt i Danmark er det, at kun 9 % af børnene selv siger, at de ved meget om Børnekonventionen. Når der er så store forskelle på de nordiske lande, er det især fordi, at man i Finland bliver undervist i Børnekonventionen i skolen, og det gør man som bekendt ikke i Danmark. Men når man spørger danske børn, om de gerne ville lære om børnerettigheder, er svaret JA!Og hvorfor er det så så vigtigt for danske børn at kende deres rettigheder? Har de det ikke godt nok, som det er nu? Jo – de fleste børn i Danmark har det selvfølgelig rigtig godt. De lever i harmoniske familier med mor og far, hvor de får mad, kærlighed og tryghed, en dejlig seng at sove i, deres eget værelse, lommepenge og legetøj. Men selvom de fleste trives, er der dog stadig nogle børn, der ikke gør det, og de børn skal vi passe ordentlig på i vores samfund.Børnekonventionen handler om børns ret til at få opfyldt grundlæggende rettigheder, at udvikle sig, at blive beskyttet mod overgreb af enhver art og at have medbestemmelse på de ting, Der er nemlig stadig børn i Danmark, som bliver slåetder sker i hjemmet, i skolen og i samfundet. Det er selvfølgelig de voksnes ansvar at sørge for, at de rettigheder bliver opfyldt, men det er ikke altid, at de voksne tager det ansvar. Der er nemlig stadig børn i Danmark, som bliver slået, som bliver sendt i seng uden mad, som bliver mobbet og drillet, som bliver udsat for seksuelle overgreb, som selv skal sørge for at der er mad i køleskabet, fordi deres forældre er psykisk syge eller måske alkoholikere. De børn har brug for særlig opmærksomhed fra os – de voksne.Derfor skal alle kende til børnekonventionen. Ikke kun børnene, men også alle de voksne, som børnene kommer i kontakt med. Vi skal bruge mere tid på at snakke om børnerettigheder. Lærerne skal kende til dem ligesom pædagoger, sagsbehandlere og politiet skal. Og ikke mindst børnene selv. Når vi nu har underskrevet konventionen har vi også forpligtet os til at oplyse om dens indhold til ALLE i vores samfund. Så lad os gøre som vores nordiske nabo. Lad os i det mindste gøre det obligatorisk at have undervisningsforløb om Børnekonventionen i skolen. Så kan børnene selv være med til at diskutere, om Børnekonventionen er væsentlig. Når alt kommer til alt, er det jo deres konvention. Det må de voksne respektere.

Velkommen til min blog

Mon, 19 Jul 2010 22:00:00 +0000

Velkommen til min blog om mit arbejde for børn i Stillehavet. Det er min målsætning at give et nuanceret billede af, Det er min målsætning at give et nuanceret billede af, hvad det kan betyde at arbejde for UNICEFhvad det kan betyde at arbejde for UNICEF ude i den store verden. Et arbejde der konstant byder på spændende udfordringer og oplevelser, og som også er ret kompliceret.

Jeg arbejder med kommunikation for, med og om børn. I al sin enkelhed benytter jeg mig af min lidenskab for dialog og effektiv kommunikation til at realisere børns rettighed til at deltage i deres egen udvikling og lade sig informere og udtrykke sig gennem de medier de selv ønsker. Et drømmejob som besværliggøres af at langt de fleste børn og voksne i Stillehavet har meget lidt adgang til massemedier og information udefra.

Læg dertil meget traditionelle strukturer i små isolerede samfund der sætter en bremse for åben kommunikation og manglende erfaring og kapacitet hos de lokale medier til at produce for børn og unge. Fundamentet for den vigtige dialog mellem boern, unge, voksne, lokalsamfund, regeringer og international organisationer som UNICEF er med andre ord mere end ualmindeligt skrøbeligt.

UNICEF i Stillehavet dækker 15 forskellige lande med en samlet befolking på 2 millioner spredt over tusindevis af kvadratkilometer, øer og atoller. Uden overhovedet at prøve at drage en videnskabelig sammeligning, så er vores årlige budget til at arbejde med de ca 900.000 boern og unge der boer i de 15 lande er ca. 20 gange mindre end hvad en middelstor dansk provinsby som Slagelse bruger på børn, unge og uddannelse årligt.

Siden min ankomst til Stillehavet i marts 2009 har jeg arbejdet på at styrke effektiviteten af UNICEFs kommunikation med, om og for børn i stillehavet. Siden min ankomst til Stillehavet i marts 2009 har jeg arbejdet på at styrke effektiviteten af UNICEFs kommunikation med, om og for børnDet gør jeg blandt andet ved at introducere og støtte op om udvikling af klare og simple budskaber, børnevenlige informationsmaterialer, og uddannelse af mediepartnere til at blive bedre til at kommunikere med børn og unge. I august bringer vi eksempelvis 35 unge producere fra TV, radio og aviser i stillehavs regionen til Fiji og giver dem en uges training i hvordan de kan blive bedre formidlere og fortalere for børn og deres rettigheder. I det lange løb er det jo netop de lokale massemedier som er nogle af de vigtigste partnere til aktivt at påtage sig denne vigtige samfundsfunktion.

Kvaliteten af indhold betyder dog ikke meget i sig selv hvis der ikke er infrastruktur der kan formidle den. Derfor er jeg også gået i gang med et mere langsigtet arbejde for bedre at udnytte informationsteknologi i vores arbejde og dialog med lokalsamfund og vores partnere. Der er ikke endnu ikke megen adgang til internet og ubbreddelsen af mobiltelefoni går langt fra lige så hurtigt i stillehavet som i mange andre dele af verden. Det budget der skal til for at investere i at udvikle et informationssamfund eksisterer simpelthen ikke i de mange små økonomier i regionen. Uden hurtige og effektive kommunikationskanaler kan vi imidlertid ikke realistisk gøre os forhåbninger om at nå alle, og specielt de mest marginaliserede, børn og unge i Stillehavet (eller andre steder i verden for den sags skyld).

Således er der ikke mange hurtige løsninger i mit job og jeg må benytte mig af mine bedste evner til både at kommunikere med børn og deres forældre for at forstå deres behov og muligheder, og samtidig informere om deres situation så der er en bred forståelse og opbakning blandt vores partnere for hvordan vi sammen kan hjælpe dem bedst. Det gør jeg som en del af UNICEF og med din hjælp. Målet er naturligvis at alle piger og drenge i stillehavet inden udgangen af dette årti får lige så let adgang til information som det er for dig at læse denne blog.

Jeg vil holde dig orienteret her om dette og andre aspekter af mit arbejde så tit som muligt. Har du tanker, spørgsmål eller kommentarer i mellemtiden er du velkomment til at kontakte mig på tjensen@unicef.org